Tamron objektiv med rokordlav nærgrænse

Optik med fast brændvidde fra Tamron

Objektivproducenten Tamron træder ind i en helt ny verden med to nye objektiver med fast brændvidde, nemlig et objektiv på 35 mm og et på 45 mm. Og som noget helt nyt har begge objektiver billedstabilisering.

Så er der godt nyt til dem, der har efterspurgt mere konkurrence på objektivmarkedet, særligt markedet for faste brændvidder. Japanske Tamron har relanceret sig selv og sin SP-linje og meldt sig ind i klubben af producenter, der laver objektiver med fast brændvidde i det moderate vidvinkel- og normalområde. De er nu klar med to helt nye objektiver på markedet, blandt andet deres første vidvinkel nogensinde.

De to objektiver er henholdsvis et 35 mm F1.8 og et 45 mm F1.8, og især på to områder excellerer Tamron. De to objektiver har nemlig begge indbygget billedstabilisering, hvilket er helt nyt i dette brændviddeområde. Desuden sætter objektiverne nye standarder for, hvor tæt man kan komme på sit objektiv på 35 mm og 45 mm.

Med de to nye tilføjelser i Tamron-familien kan du nemlig bevæge dig helt ned på henholdsvis 20 cm og 29 cm, så der er mulighed for at få alle detaljer med og samtidig opnå en lækker baggrundssløring.

Begge objektiver har billedstabilisering indbygget og er lavet med avanceret glasteknologi, der ifølge firmaet bag eliminerer stort set alt slags aberration og skruer reflekser og stråling helt i bund. De har også en såkaldt eBand-coating, der gør, at man kan tage billeder i nærmest direkte modlys uden at få ærgerlige refleksioner.

Objektiverne er udviklet ud fra idéen om, hvad Tamron kalder “human touch”, nemlig at de er lette og ergonomisk gode at håndtere. Begge er støjsvage, fugt- og støvresistente og fungerer med både kameraer med full-frame- og APS-C-sensor.

Canon- og Nikon-modellerne er klar i begyndelsen af oktober, mens Sony-udgaverne endnu ikke har en officiel dato for lancering.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...