Tamron er klar med 18-200 F3.5-6.3 Di II VC

Efter ti år på markedet erstatter Tamron nu deres 18-200 mm-objektiv til spejlrefleks med APS-C-sensor. Det nye 18-200 F3.5-6.3 Di II VC er forbedret på flere punkter.

8. august 2015

Med et allroundobjektiv behøver man sjældent skifte optik på sit spejlrefleks, og nu er Tamron klar med en ny udgave, der klarer både vidvinkel og tele, og som fås til en overkommelig pris. Det nye 18-200 F3.5-6.3 Di II VC har samme brændviddeområde og lysstyrke som forgængeren, men den optiske konstruktion er helt ny.

Det store plus i forhold til den ti år gamle version er, at der nu er kommet billedstabilisering til, hvilket gør det muligt at få skarpe billeder på længere lukkertid end før. Autofokus er også forbedret med en nydesignet motor.

I øvrigt henviser II-tallet i navnet ikke til generationen, men til at objektivet passer til spejlreflekskameraer med APS-C-sensorer. Tamron har også en III-udgave på programmet, som passer til spejlløse systemkameraer. Brændvidden på det nye objektiv svarer til 27-300 mm på Nikon og 29-320 mm på Canon på grund af APS-C-kameraerne brændviddeforlængelse.

I første omgang kommer objektivet i versioner til Canon- og Nikon-kameraer, og den vejledende pris er 1999 kroner. Senere vil der også komme en udgave til Sony, som er uden billedstabilisering, da den er indbygget i kameraerne.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...