Tre nye objektiver fra Canon

Canon-fotografer kan se frem til tre nye muligheder, når der skal glas på kamerahuset. Der er både kraftig tele, fast brændvidde og zoom.

I forbindelse med messen Photokina har Canon lanceret tre nye objektiver, der hver især henvender sig til forskellige fotografer. I den tunge ende er EF 400mm F4.0 DO IS II USM, som er en tele, der også kan bruges på full-frame. Objektivet gør brug af diffraktiv optik, hvilket gør det muligt at lave objektivet mindre end ellers, og det er da også omkring ti cm kortere end EF 400mm F2.8L IS II USM. Canons objektiver med diffraktiv teknologi er kendetegnet ved DO i navnet og den grønne ring rundt om objektivet.

Det nye EF 24-105mm F3.5-5.6 IS STM er en lidt billigere vej til et populært zoomområde end Canons rødringede objektiv med en tilsvarende brændvidde. Objektivet kan bruges på både full-frame- og APS-C-kameraer og har indbygget billedstabilisering. Fokusmotoren er af STM-typen, der burde sikre hurtig og lydløs fokus samt glidende overgange ved fokusskift under videooptagelse.

Det sidste objektiv er Canons hidtil mindste og letteste EF-S-objektiv. EF-S 24mm F2.8 STM er blot 2,3 cm tykt og vejer 125 gram. Objektivet kan kun bruges på kameraer med APS-C-sensor, hvor brændvidden vil svare til 38 mm. Lige som det nye EF 24-105mm-objektiv er det udstyret med en STM-motor.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...