Kameraobjektiv

En objektivfejl som fortegning er ganske udbredt i mange objektiver.

© Shutterstock/Titov Dmitriy

Undgå fortegning i dine fotos

Fortegning er en almindelig form for objektivfejl. Den viser sig ved, at lige linjer parallelt med billedkanten bliver gengivet krumt. Heldigvis er der nogle gode tricks til at slippe af med den.

13. juli 2017 af Poul Siersbæk

Fortegning er en almindelig form for objektivfejl. Den viser sig ved, at lige linjer parallelt med billedkanten bliver gengivet krumt. 

Linjerne kan både krumme udad i midten, så hedder det tøndefortegning, og de kan krumme indad, hvor det hedder pudefortegning.

Der findes kun de to former for fortegning. Det er normalt, at et zoomobjektiv har tøndefortegning på de korteste brændvidder og pudefortegning på de længste. 

Fortegning mest udtalt på zoomobjektiver

I praksis er det sjældent noget, man bemærker, men især på zoomobjektiver med vidvinkel kan det være tydeligt. 

Mange kameraer retter det automatisk i billeddannelsen, og ellers kan du fjerne det i billedbehandlingen.

Tøndefortegning

Tøndefortegning ses ved, at rette linjer langs kanten buler ud på midten som på en gammeldags tønde. Deraf navnet.

© Shutterstock/StudioPhotoDFlorez
Pudefortegning

Pudefortegning krummer modsat. Du kan tjekke dine egne objektivers fortegning ved at affotografere et billede på væggen.

© Shutterstock/StudioPhotoDFlorez

Sådan slipper du af med fortegning:

  1. Brug makroobjektiver, for de er korrigeret for fortegning, så her opstår problemet kun i meget lille grad eller slet ikke.
  2. Flere kameraer kan rette fortegning i menuen under fx Auto forvrængningskontrol eller Korrektion af obj abberation.
  3. Lightroom kan automatisk rette objektivfejl under Develop i panelet Lens Corrections. Her vælger du Enable Profile Corrections. En tilsvarende funktion findes i raw-konverteren i Photoshop CC.

Spørgsmålet om fortegning kommer fra Brevkassen i magasinet Digital FOTO 11/2017, hvor du blandt andet også kan få styr på lysmåleren, eksponeringstrin, mellemformat og tips til bedre landskabsbilleder.

Tegn abonnement på Digital FOTO, og læs bladet med det samme på din smartphone eller tablet med Wype-appen. Her får du desuden adgang til de seneste fem numre af Digital FOTO.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...