Vidvinkel til video

Med et normalt objektiv er det svært at lave glidende fokusskift, når man optager video med spejlrefleks. Nu er Samyang på vej med en ny vidvinkel specielt til video, der gør det meget nemmere.

14. august 2013

I løbet af sommeren kom koreanske Samyang på markedet med deres nye 16mm F2.0 ED AS UMC CS til spejlreflekskameraer, og nu er der en særlig videoversion af objektivet på vej. Det hedder V-DSLR 16mm T2.2 ED AS UMC CS og adskiller sig fra fotoobjektivet ved, at fokusringen har kraftige tænder, der passer til såkaldt follow focus-udstyr, så man meget præcist kan styre fokusbevægelsen ved hjælp af ekstraudstyr.

Også blænderingen har tænder, og den skulle bevæge sig både blødt og lydløst, så man kan justere dybdeskarpheden under optagelsen. Objektivet har 13 linser, hvoraf de to er asfæriske, og den ene er af ED-typen. Begge dele hjælper til med at forhindre optiske fejl.

Videooptikken vil komme i versioner til Canon EF, Nikon F, Sony A og E, Fujifilm X og Micro Four Thirds. Den er tilpasset kameraer med APS-C-sensorer og kan altså ikke bruges på full-frame. V-DSLR 16mm T2.2 ED AS UMC CS er i butikkerne i begyndelsen af september til en pris på 3999 kroner.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...