Vild optik til Sony og Samsung

Så er der godt nyt til alle ejere af et Sony NEX- eller Samsung NX-kamera, som tørster efter ekstrem vidvinkel. Samyang tilbyder nemlig en stærk fiskeøjeoptik.

11. juni 2012

Nyheden Samyang 8mm F2.8 Fish-eye CS er det mindste og mest lysstærke fiskeøjeobjektiv til kameraer med APS-C-sensor på markedet. Det er lavet til Sony NEX samt Samsung NX og har en vild billedvinkel på 180 grader samt en glimrende lysstyrke på F2.8.

Samyang er kendt for at lave billige objektiver af god optisk kvalitet med fast brændvidde. Denne model har to linser med ED-glas med ekstra lav farvespredning, ligesom samtlige linser er anti-refleksbehandlede, hvilket skulle sikre bedre kontrast.

Samyang 8mm F2.8 Fish-eye CS kan købes i juli, hvor det vil koste omkring 2999 kroner. Sony-modellen vejer 217 gram og måler 60 x 56 mm, mens udgaven til Samsung NX vil veje 203 gram og have dimensionerne 60 x 48 mm.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...