Vild telezoom fra Tamron

Tamron har løftet sløret for et kommende zoomobjektiv, der når helt ud til 600 mm. Der lokkes også med billedstabilisering og ultrasonisk fokusmotor.

Det er som regel en dyr fornøjelse, når man har brug for de helt vilde telebrændvidder, men nu er der håb om, at det bliver lidt mere økonomisk overkommeligt. Tamron har nemlig lige annonceret, at de arbejder på en helt ny telezoom, der dækker området fra 150 mm til 600 mm.

Nyheden Tamron SP 150-600mm F5-6.3 Di VC USD passer til spejlreflekser fra Canon, Nikon og Sony med både full-frame-billedchip og APS-C-sensor. På sidstnævnte kameraer vil yderste tele reelt svarer til 960 mm på Canon og 900 mm på de to andre. Det burde række til det meste.

Objektivet har indbygget billedstabilisering, hvilket også er nærmest et must til de vilde brændvidder, og så har det en ultrasonisk USD-fokusmotor. Man kan altid finjustere fokus manuelt, selv om autofokus er slået til. Linserne har en særlig overfladebehandling, der holder interne refleksionerne nede, så billedkvalitet og kontrast burde være i top. Tamron har endnu ikke offentliggjort, hvornår objektivet kan købes – eller til hvilken pris.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...