Kamera kortlæser

Sådan overfører du bedst dine billeder til computeren

Når billederne skal fra kameraet til computeren kan det ske på flere måder, men hvilken metode er egentligt den bedste, spørger en læser.

27. september 2016

En læser har kontaktet Digital FOTOs brevkasse, da han diskuterer med sine venner, om det er bedst at overføre billeder til computeren med USB-kabel eller en kortlæser.

Vi hælder mest til kortlæseren, fordi den er billigst at skaffe i en udgave, der er kompatibel med usb 3.0 (og dermed hurtig), men der er både godt og skidt ved enhver løsning.

Derfor har vi her samlet fordele og ulemper ved de fire muligheder du har, når du skal overføre dine billeder:

1. Intern kortlæser

Den integrerede kortlæser er god, fordi den er robust og altid med i din computer. Den fungerer dog som regel kun med SD-kort, hvilket kan være et problem, hvis du har forskellige kameraer og kort i brug samtidigt.

2. Med kabel

Det er den billigste løsning, men de færreste kameraer kan håndtere usb 3.0, og det medfølgende kabel med usb 2.0, er derfor langsommere end en ny kortlæser ville være.

Stikket bliver også slidt med tiden, men i dag koster et kabel så lidt, at det dårligt kan kaldes en udgift. Det er straks værre, hvis stikket ind i kameraet bliver slidt.

3. Ekstern kortlæser

Mens dit kamera ikke uden videre kan opgraderes til usb 3.0, så er det nemmere med en ekstern kortlæser.

Den store fordel ved en ekstern kortlæser er, at de typisk kan håndtere mange forskellige korttyper, og det koster helt ned til omkring 100 kroner at købe én med den hurtigste standard, usb 3.0.

En ekstern kortlæser koster lidt ekstra, men det er til gengæld den mest universelle løsning.

4. Wi-fi

En del kameraer har fået wi-fi i dag, og det er en god nyhed, når du skal overføre dine billeder.

Der er nemlig ikke længere noget kabel eller nogen kortlæser at huske på, det koster ikke ekstra, og det kan gøres med det samme.

Til gengæld må du leve med en langsommere overførsel, hvilket kan tage en del tid, hvis du har mange store filer at flytte.

I Brevkassen i Digital FOTO 15/2016 kan du desuden læse om at få de bedste farver i efterårets billeder og køb af brugte telekonvertere.

Som abonnent kan du læse artiklen gratis via linket øverst på siden eller med Wype-appen på din smartphone eller tablet.

> Få abonnement på Nordens største fotomagasin Digital FOTO

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...