Smart ekstra skærm til den bærbare

Philips er klar med en ny skærm, der gør det nemt at få billederne fra den bærbare op i stort format.

Philips har gjort det rigtig nemt at koble en større skærm til den bærbare computer. Den nye 221S6QUMB-skærm skal bare sluttes til en ledig usb-port, så kan man se billeder og andet indhold i Full HD fordelt over 21,5 tommer.

Når den eksterne skærm er koblet til computeren, kan man samtidig bruge skærmen på den bærbare, så man kan have forskellige programmer fremme på de to skærme.

Da skærmen desuden har tre indbyggede usb-porte, kan man også forbinde andre eksterne enheder, fx mus og tastatur, til den bærbare via det ene kabel til skærmen.

Den nye skærm er udstyret med et AH-IPS-panel, der skulle give brede betragtningsvinkler og god farvegengivelse. Skærmen kommer til salg i juni til en vejledende pris på 1500 kroner.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...