Microsoft Surface

Tablet-pc’en kan køre Photoshop CS

Har man en tablet, må man i dag nøjes med at installere apps, som er neddroslede udgaver af de velkendte computerprogrammer, men det vil Microsoft ændre på.

Microsoft har hidtil holdt sig fra at lave egne computere og kun leveret styresystemer og andet software, men nu vil giganten for alvor tage kampen op med Apples iPad og har annonceret to tablet-pc’er. Den største af modellerne kører tilmed en fuld version af det kommende Windows 8, så man kan bruge alle de programmer, man er vant til fra pc’en. Det vil fx sige Photoshop CS og Elements.

Den store tablet, som hedder Surface for Windows 8 Pro, vejer 903 gram og er 13,5 mm tyk. Til sammenligning vejer iPad 652 gram og er 9,4 mm tyk. Til gengæld er der indbygget usb 3-port og kortlæser til microSD-kort på Microsofts topmodel. Skærmen er på 10,6 tommer, og der er en indbygget fod, så tablet-pc’en kan stå op på et bord. Surface for Windows 8 Pro får en processor fra Intel.

Lillebroren Surface for Windows RT kører en version af Windows 8, som er optimeret til brug på berøringsfølsomme skærme og med en vægt på 676 gram og en tykkelse på 9,3 mm minder den størrelsesmæssigt om iPad. Processoren er af typen ARM, som man kender fra iPad og Android-tablets. På denne model kan man ikke køre de samme programmer som på pc’en, men der er indbygget usb 2-port samt kortlæser.

Sammen med de nye tablet-pc’er kan man få et ekstremt smart cover, der ikke bare beskytter skærmen, men også har indbygget tastatur med berøringsfølsomme områder. Touch Cover er kun tre mm tykt. Man vil også kunne få et såkaldt Type Cover på fem mm, der har et tastatur med rigtige knapper.

Priserne er endnu ikke offentliggjort, men Surface for Windows RT skulle komme på markedet, når Windows 8 er klar, hvilket forventes at være sidst på sommeren. Surface for Windows 8 Pro kommer tre måneder senere.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...