Apple iPad 2

Vi har testet iPad 2

Apples seneste gadget har nu været på markedet herhjemme i to uger. Det vil sige, at iPad 2 i realiteten har været ude en enkelt dag, for så blev der nemlig straks udsolgt, men vi fik selvfølgelig fingre i en af de lækre tablet-computere, og efter 14 dages intenst brug, er vi klar med vores dom.

8. april 2011

Blandt de største nyheder er den kraftige Dual-core A5-processor, der gør iPad 2 hurtigere i optrækket end den første iPad. Det ses fx, når man arbejder i en tung (og forrygende) applikation som GarageBand, hvor den gamle iPad hænger længere, når man bevæger sig rundt i menuer og funktioner. Spil og fotosamlinger afvikles også hurtigere og mere glidende, og så er der kommet mere fart på internettet.

Bestil magasinet Digital Foto > Se alle de nye tilbud her

Vi besøgte 20 forskellige websites på henholdsvis den nye og den gamle iPad samtidigt, og der var mellem fem og 22 sekunders forskel i ventetid på hvert site. iPad 2 var hurtigst hver gang, men det skal dog nævnes, at den gamle iPad ikke var udstyret med sidste nye version af Apples styresystem, men selv med en opdatering er der pæn forskel. Også videoer i spil, grafik i præsentationer, videoredigering og mange andre operationer kører bedre på den nye model, så der er altså en klar forskel at mærke, og har man først vænnet sig til den højere fart, er det ikke let at gå tilbage.

De mange kræfter betyder desuden, at man nu kan bruge sin iPad til videokonference, kaldet FaceTime. Man kan så at sige ringe til andre iPads og iPhones via et trådløst netværk, og det kører problemfrit, selv om det er lidt underligt, at man ikke kan taste et nummer direkte, men først skal oprette en kontakt for at kunne starte en videokonference med vedkommende.

Til gengæld er de to indbyggede kameraer ikke meget værd. De er gode nok til FaceTime, men fotos bliver taget i en opløsning på 0,7 mio. pixels, og i svag belysning bliver billederne voldsomt kornede. Generelt er billedkvaliteten på niveau med en mobiltelefon anno 2006. Lidt bedre er det med videofunktionen, der giver anstændige optagelser i HD-opløsning. Foto og video kan med andre ord bruges i en snæver vending, men heller ikke mere end det.

iPad 2 er blevet 79 gram lettere og er skrumpet til en tykkelse på bare ni millimeter. Det lyder måske ikke som den store forskel i forhold til forgængeren, men det betyder faktisk, at den nye er mere behagelig at ligge med i sofaen, når man skal læse magasiner eller se film på den lysstærke skærm på 9,7 tommer, der i øvrigt ikke er ændret i forhold til den gamle. Den indbyggede højttaler er derimod forbedret, og man kan sagtens bruge iPad 2 uden hovedtelefoner og stadig få acceptabel lyd.

Der er også blevet plads til en række andre opjusteringer, som gyroskop og muligheden for at tilslutte iPad til en projektor eller storskærm via HDMI med et adapterstik til 299 kroner. I øvrigt er vi meget begejstrede for det suveræne Smart Cover, der magnetisk klæber til iPad’en og beskytter skærmen, når den ikke er i brug, selv om 599 kroner for læderudgaven ikke ligefrem er en foræring.

Konklusionen er dermed, at hvis man som os er mere gadget-begejstrede end gennemsnittet, så kan man roligt investere i den nye model. Den fornyer glæden ved at bruge iPad’en i det daglige, og det er jo i sig selv imponerende. Det giver endnu ikke mening at koncentrere sig om Apples konkurrenter, når det gæler tablet-computere. De er simpelt hen ikke gode nok endnu.

Har man allerede den gamle udgave, og er man ligeglad med de mange – men små – opgraderinger, så er man ikke hægtet håbløst af ved at springe en generation over og vente i cirka 11 måneder på iPad 3. Men undervurdér aldrig følelsen af at have det sidste nye elektroniske legetøj inden for rækkevidde. Det er skønt!

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...