GoPro indtager Hollywood

Der er brugt andet end dyrt filmgrej til at optage den nye film The Martian, hvor en astronaut bliver efterladt på Mars.

6. oktober 2015

En gruppe astronauter er i gang med at indsamle jordprøver på Mars, da en voldsom storm rammer dem. Gruppen forlader planeten i sidste øjeblik – dog uden kollegaen Mark Watney, som tilsyneladende er omkommet. Han vågner dog op og opdager, at han er blevet efterladt på Mars, og nu skal han forsøge at overleve og få kontakt til Jorden.

Det er historien i den nye film The Martian, som kommer i biograferne i disse dage. Instruktøren bag er Ridley Scott, der har lavet blandt andet Alien, Blade Runner, Black Hawk Down og Gladiator, og i The Martian er der ikke kun brugt dyrt Hollywood-grej, men også billige GoPro-kameraer til optagelserne.

I begyndelsen blev de små actionkameraer brugt som rekvisitter, der fx sad på astronauternes rumdragter, men da Ridley Scott så nogle af optagelserne fra kameraerne, gik det op for ham, at de gav helt nye muligheder.

I en pressemeddelelse fra GoPro udtaler Ridley Scott: “Vi har brugt GoPro-kameraer under flere af de store scener i The Martian. Det giver os bedre mulighed for at indfange de intense øjeblikke og spændingen, men også mulighed for at komme endnu tættere på karaktererne.”

Det er Matt Damon, som spiller hovedrollen i den nye film, og actionkameraerne blev blandt andet brugt, når han optog videologs fra Mars.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...