Nikon D4

Nyt flagskib til profferne

I dag har Nikon løftet sløret for deres længe ventede topprofessionelle kamera, D4, der skal i direkte kamp mod Canons EOS-1D X til sommerens mange sportsbegivenheder.

Med EM i fodbold og OL om hjørnet er det ikke den store overraskelse, at Nikon lancerer nyt værktøj til professionelle fotografer. Og med D4 kan sportsfotograferne blandt andet glæde sig over ISO-værdier, der går fra 100 og helt op til, hvad der svarer til ISO 204.800, hvilket matcher konkurrenten fra Canon.

Autofokus er forbedret, så kameraet nu kan stille skarpt i svagere lys end tidligere. Det har 51 autofokuspunkter, hvoraf de 15 er krydspunkter, der kan bruges med objektiver med en lysstyrke på F5.6. Ni af krydspunkterne kan tilmed arbejde med en blænde på F8.0.

Kameraet har en full-frame-sensor på 16,2 mio. pixels og kan skyde op til 11 billeder i sekundet i højeste opløsning. Det er ikke helt på niveau med EOS-1D X, der har 18,1 mio. pixels og kan komme op på 14 billeder i sekundet.

En ny lukkermekanisme af kevlar og kulfiber kan holde til hele 400.000 eksponeringer, hvilket er 30 procent flere end på forgængeren D3S. D4 er verdens første kamera, der understøtter de nye XQD-hukommelseskort. Man kan dog også bruge CF-kort, og her er kameraet klar til den hurtige UDMA 7-standard. Video optages i Full HD, og man kan tilslutte stereomikrofon, hovedtelefoner og en ekstern skærm.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...