Kameraer

EU bestemmer videolængden på dit kamera

Måske har du tænkt, at de 29:59 minutters begrænsning på optagelse med dit kamera er en teknisk barriere, men det er det ikke. Længden er noget, EU har bestemt.

5. juli 2016

Ønsker du at optage en længere videosekvens med dit spejlreflekskamera, finder du hurtigt ud af, at du kun kan optage godt 29 minutter.

Måske tænker du, det er en teknisk begrænsning i kameraet - hvor meget bufferen kan klare, eller lyssensoren kan tåle.

Men det er der ikke. Kameraet kan sagtens tåle at optage video i længere tid end små 30 minutter.

Forklaringen ligger i EU.

Højere afgift på videokamera

Tilbage i 2007 skulle Kommissionen finde ud af, hvad forskellen er på et kamera og et videokamera.

Pointen var, at man gerne ville indføre en afgift på videokameraer, men ikke direkte på almindelige kameraer, så embedsmændene i EU kom op med formuleringen om, at forskellen måtte være muligheden for at kunne optage video i mere end 30 minutter.

Frem for at brokke sig vildt meget rettede kameraproducenterne ind og sørgede for at lægge begrænsningen ind i kameraet. Reglen gælder kun for EU, men der er eksempler på, at kameraer købt i USA, har samme begrænsning.

Begrænsningen ligger udelukkende i kameraets firmware, hvilket betyder, at den kan omgås ved at opdatere kameraet med en firmware uden tidsbegrænsningen.

Ulempen er, at man ikke kan være 100 procent sikker på, at den nye firmware vil virke efter hensigten, og at garantien på kameraet falder bort.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...