Kikkert med 3-d og HD-video

Sony er klar med naturfotografens bedste ven - en kikkert der mest af alt minder om et videokamera

Man tænker ikke just på en kikkert, når man hører specifikationer som fx autofokus, billedstabilisering, videooptagelse i Full HD og to indbyggede Exmor R cmos-billedchips. Men det er lige præcist, hvad Sony nu kommer med i form af kikkert-modellerne DEV-3 og DEV-5.

De er oplagte til enhver naturelsker, der ikke vil nøjes med at observere dyrene, men også vil forevige livet i det fri. Begge modeller kan nemlig optage det, man kigger på, blot ved at trykke på en knap. Der optages i Full HD i formatet avchd. Og så har de avancerede kikkerter både to optikker og billedchips, så det hele også kan fanges i ægte 3-d og stereolyd.

Begge modeller har 10x optisk zoom, men med storebror DEV-5 kan man zoome ind digitalt til 20x zoom. Det går selvfølgelig lidt ud over billedkvaliteten, men kan være fint, når man blot vil observere noget på lang afstand. Den store model har også indbygget gps, så du er sikret, at din position automatisk stedfæstes i optagelserne. Du kan læse mere om kikkerterne her. Eneste minus er priserne, der lyder på henholdsvis 1400 og 2000 dollar.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...