Kodak har lavet sit sidste digitalkamera

Det amerikanske firma har ganske enkelt ikke råd til at lave kameraer, videokameraer eller billedrammer længere.

10. februar 2012

Der var engang, hvor Kodak var en af de førende producenter, når det gjaldt billeder. De var endda med til at starte den digitale revolution med billedchips på de første digitale spejlreflekser, men siden er det gået fra skidt over elendigt til direkte katastrofalt for det amerikanske firma.

Kodak gik i betalingsstandsning i januar og skal nu igennem en større omorganisering for at overleve. Firmaet har skåret ind til benet og stopper produktionen af digitale kameraer, små kompakte videokameraer og billedrammer. Det er nok en god idé i og med, at de kan spare over 100 millioner dollars – svarende til 560 millioner danske kroner – om året på den beslutning.

Firmaet tilbyder andre producenter, at de under licens kan lave kameraer under Kodak-varemærket. Det er dog ikke 100 procent slut med at forbinde Kodak med billeder, da firmaet fortsat vil tjene penge til at printe fotos via deres printlabs for fx forretninger, ligesom man også vil kunne købe blækprintere med navnet på.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...