Brølet fra Las Vegas

Fotomessen i USA buldrer videre med en nyhed fra Casio, der er så hurtig, at den næsten kræver styrthjelm.

10. januar 2012

Modellen hedder Exilim EX-ZR15 og hører til blandt de hurtigste kompaktkameraer på markedet. Dermed kan den gå hen og blive et godt supplement til dit spejlrefleks, der til tider er for tungt og besværligt at slæbe rundt på.

Det nye kamera er klar til at tage billeder blot 0,99 sekunder, efter man har tændt for det. Autofokussen stiller ifølge producenten skarpt på bare 0,13 sekunder, og der går kun 0,29 sekunder, fra man har taget et billede, til man kan tage et nyt. Når man stiller det til serieoptagelser, tager det tre billeder i sekundet.

Man sparer også tid ved computeren efterfølgende, for ZR15 har en række smarte funktioner indbygget, der overflødiggør billedbehandling. Fx er der en HDR-funktion, hvor kameraet tager flere billeder af gangen ved forskellige eksponeringer. Derpå smeltes optagelserne sammen til et billede, hvor der er detaljer i både højlys og skygge i selv meget kontrastfyldte motiver, hvor almindelige kameraer må give op. Man kan også bruge effekten i forbindelse med video i Full HD, som det nye Exilim også klarer.

Optikken går fra 28-196 mm svarende til 7x optisk zoom, og man kan via den indbyggede panoramafunktion lave billeder, der minder om 17 mm vidvinkel. Opløsningen er på 16,1 mio. pixels. Prisen lyder på 2299 kroner.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...