Eksklusiv luksus fra Hasselblad

Det nye kompaktkamera Hasselblad Stellar Special Edition byder på høj Sony-kvalitet i det indre og et ydre i ekstraordinært lækre materialer. Prisen er også noget ud over det sædvanlige.

Samarbejdet mellem Hasselblad og Sony kaster nu det andet kamera af sig i form af det kompakte Stellar Special Edition. Specifikationerne afslører, at indmaden matcher Sonys stærke model Cyber-shot RX100 II, så man får blandt andet en relativt stor Exmor cmos-sensor, der måler 13,2 x 8,8 mm.

Objektivet af mærket Carl Zeiss dækker området fra 28 til 100 mm, og lysstyrken er høj på vidvinkel, nemlig F1.8. Man kan selvfølgelig optage i raw-format og indstille eksponeringen helt manualt, men så holder lighederne også op.

Når du køber Stellar Special Edition, kan du vælge mellem håndgreb i kulfiber eller træmaterialer, og kameraet kommer med en eksklusiv kamerataske i læder, der er udformet af et italiensk designcenter. Selv syningen på kameraremmen og tasken er i ekstra lækker kvalitet. Selve kamerahuset kan fås i enten sort, hvid eller orange, og tasken kan fås i sort eller hvid læder.

Så er der lige det med prisen. Stellar Special Edition koster den nette sum af 2375 Euro - uden moms, så regn med en dansk pris omkring de 22.000 kroner. Men så kommer du også til at eje et kamera, som de færreste i din omgangskreds nogensinde har set før.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...