Fujifilm opruster nedad

Med det kompakte Fujifilm X-A1 bliver det endnu billigere at få fingre i et af firmaets systemkameraer. Det minder meget om X-M1, men har fået en anden sensor.

17. september 2013

Da Fujifilm lancerede deres nye spejlløse system, begyndte de fra toppen af med flagskibet X-Pro1 og siden har de så arbejdet sig nedad i sortimentet med billigere modeller. I dag kommer turen så til X-A1, som er deres bud på et stærkt budgetkamera.

Det minder rigtig meget om modellen X-M1 i det ydre og beholder fx den vipbare skærm på en opløsning på 920.000 punkter samt wi-fi. Nyheden kommer med kitobjektivet XC 16-50mm F3.5-5.6 OIS. Den store forskel er billedchippen, hvor Fujifilm i X-A1 benytter en traditionel sensor i APS-C-størrelse med en opløsning på 16,3 mio. pixels. Til sammenligning benytter de større modeller den særlige X-trans-billedchip uden low-pass-filter og pixels placeret i et særligt mønster.

Med cmos-sensoren kan man optage med ISO-værdier op til 25.600, og kameraet har to indstillingshjul, så man hurtigt kan ændre på fx blænde, lukkertid eller eksponeringskompensation. Du kan selvfølgelig optage i raw-format, og der er indbygget blitz. X-A1 fås i farverne sort, rød og blå og vejer blot 330 gram. Vi har endnu ikke modtaget den danske vejledende pris, men regn med omkring 4400 kroner. Fujifilm har også lanceret zoomobjektivet Fujinon XC 50-230mm F4.5-6.7 OIS, der dækker en brændvidde fra 75 til 345 mm.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...