Fujifilm udbygger X-serien

De anmelderroste X100 og X10 har nu fået nye arvtagere. Med Fujifilms lancering af X100S og X20, er der godt nyt for både professionelle og entusiaster.

8. januar 2013

Fujifilm er nu klar med X100S, hvor der er hele 70 forbedringer at glæde sig over i forhold til forgængeren X100. Autofokus er blevet langt hurtigere, fordi der er indbygget fasedetektionen på billedchippen, og generelt byder kameraet på kortere ventetid. Man kan fx tage et nyt billede dobbelt så hurtigt som før, ligesom X100S er klar til brug på den halve tid. Og så er menusystemet blevet inddelt i faneblade, så man langt hurtigere kan få indstillet kameraet korrekt.

X100S har arvet billedchippen fra flagskibet X-Pro1, hvor den højere opløsning på 16,0 mio. pixels og manglen på et anti-alias-filter sikrer højere detaljegrad og skarpe skud. Samtidig kan raw-filerne nu optages i 14-bit som i de bedste spejlreflekser, så man kan hive flere detaljer frem i højlys og skygger. Den nye billedprocessor er med til at sikre lavere støj, ligesom den kan fjerne optiske fejl via funktionen Lens Modulation Optimizer, hvilket giver skarpere detaljer i især objektivets yderområder. Desuden kan man nu optage i Full HD med 60 billeder per sekund.

En af de helt store styrker ved forgængeren X100 var den særlige hybridsøger, der er en kombination af en optisk og en elektronisk søger. Den er blevet endnu bedre. Først og fremmest har den elektroniske del fået en høj opløsning på hele 2,35 mio. punkter, så motiv og informationer står meget tydelige. Man kan nu også få vist motiver korrekt i den optiske søger, når man er så tæt på som 50 cm. Her gik grænsen før ved de 80 cm.

Hvis det er nødvendigt et fokusere manuelt, er der også kommet en række stærke forbedringer til. Der er fx funktionen Focus Peak Highlight, som i søgeren markerer de områder, der står skarpt – perfekt, når man arbejder med lille dybdeskarphed eller makro. Fokusringen er desuden blevet dobbelt så fintfølende, så man kan stille skarpt med højere præcision end før. Prisen for X100S er 9499 kroner.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...