Fuld fart på

Nikon opruster med deres Nikon 1 S2 kamera, som byder på verdens højeste billedhastigheder ved kontinuerlig optagelse.

Nikon har lanceret Nikon 1 S2, som har et avanceret hybrid-autofokussystem, der hurtigt låser fast på motivet ved hjælp af 135 autofokuspunkter. Disse punkter omfatter 73 fasedetekterede AF-punkter, som er placeret jævnt hen over midten af billedet, hvilket skulle sikre effektiv fokusering. Kameraet har en cmos-sensor på 14,2 mio. pixels i CX-format, der er designet uden optisk low-pass-filter, og et lysfølsomhedsområde på ISO 200-12.800, så man kan skyde billeder selv i svagt lys.

Producenten lover verdens højeste billedhastigheder ved kontinuerlig optagelse med S2. Kameraet klarer ti billeder i raw-format med en hastighed på op til 20 billeder per sekund med kontinuerlig autofokus. Alternativt kan man vælge op til 60 billeder per sekund med fokus låst på det første billede. Nikon 1 S2 med objektivet 1 NIKKOR VR 11–27,5mm F3.5–5.6 kan fås for 3795 kroner. Vil man have det ekstra objektiv 1 NIKKOR VR 30–110mm med oveni er prisen 5195 kroner.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...