Kompakte lækkerier fra Canon

De nye modeller byder både på trådløst netværk, gps og et nyt ekstrem-kamera til de hårdføre fotografer.

Canon er i dag kommet med en stribe af nye IXUS- og PowerShot-modeller. Blandt de mest interessante er IXUS 510 HS, der har indbygget trådløst netværk, så du let og elegant kan overføre billederne og fx dele dem med en, der har en smartphone. Kameraet har også en stor berøringsfølsom skærm på 3,2 tommer, hvor du blot skal berøre et område, så bliver der stillet skarpt, og billedet taget. IXUS 510 HS har 12x optisk zoom og en opløsning på 10,1 mio. pixels. Det koster 3199 kroner, og du kan læse mere her.

En anden interessant nyhed er SX260 HS, der trods de kompakte mål har 20x optisk zoom, som dækker området fra 25 mm til 500 mm. Kameraet har indbygget gps og avanceret billedstabilisering, der optimeres efter motivet. SX260 HS har en opløsning på 12,1 mio. pixels og den nye Digic 5-billedprocessor. Den vejledende pris lyder på 2699 kroner. Du kan læse mere her.

Canon er langt om længe også klar med en ny version af deres ekstremkamera. PowerShot D20 er vandtæt ned til ti meter, kan klare fald fra halvanden meter og fungerer selv i ti graders frost. Det er i øvrigt helt støvbeskyttet. D20 har 5x optisk zoom, der går fra 28 mm til 140 mm, og der indbygget gps samt en stor skærm på 3,0 tommer. Opløsningen er på 12,1 mio. pixels, og prisen lyder på 2999 kroner. Du kan læse mere her.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...