Kompakte Sigma-nyheder med avanceret sensor

Stor Foveon-billedchip og lysstærke objektiver med fast brændevidde lover høj billedkvalitet i diskret indpakning.

9. februar 2012

Sigma er klar med to nye modeller i deres DP-serie af kompakte reportagekameraer med stor billedchip. Både DP1 Merrill og DP2 Merrill har arvet APS-C-sensoren med den særlige Foveon-teknologi fra flagskibet Sigma SD1.

Det særlige ved sensoren er, at hver pixel både kan opfange røde, grønne og blå nuancer, hvor billedchips i andre mærker kun kan opfatte en af de tre - hvorefter farverne så skal genskabes ved at mikse de enkelte pixels. Opløsningen opgives til 46,0 mio. pixels, men er reelt en tredjedel– godt 15,0 mio. pixels – grundet den særlige konstruktion. Produktnavnet Merrill stammer fra Dick Merrill, der var en de førende folk bag udviklingen af Foveon-sensoren. Han døde i 2008.

De to modeller har begge lysstærke objektiver på F2.8 med fast brændvidde. DP1 Merrill har en optik på 19 mm, der svarer til 28 mm, mens DP2 har et fast objektiv på 30mm, der med brændviddeforlængelsen svarer til 45 mm. De har en skærm på 920.000 punkter og kan optage i raw-format. Priserne er endnu ikke fastlagt. Du kan læse lidt mere (på engelsk) her.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...