Nikon klar med helt ny kameratype

Ganske overraskende er Nikon klar med den nye kameraserie DL, der er kompaktkameraer med stor sensor. Indtil videre er der tre nye modeller.

23. februar 2016

Med den helt nye DL-serie er Nikon klar med tre spritnye kameraer, der alle er udstyret med en såkaldt 1”-sensor – ganske som Nikons kameraer i Nikon 1-serien. Der er således tale om kompaktkameraer til den krævende entusiast.

Den nye serie består som nævnt af tre modeller. Det er Nikon DL24-85 F1.8-2.8, Nikon DL18-50 F1.8-2.8 og Nikon DL24-500 F2.8-5.6. Alle tre kameramodeller er udstyret med et NIKKOR-zoomobjektiv. Uanset hvilket af Nikons DL-kameraer man vælger, er der mulighed for at tage stillbilleder på 20,8 mio. pixels i JPEG eller raw-format og for at optage 4K-videoer med 30p/25p.

Alle DL-modellerne byder desuden på Nikons avancerede hybrid AF-system, som giver lynhurtig motivregistrering. En EXPEED 6A-billedbehandlingsenhed med fire CPU'er skulle være hemmeligheden bag kameraernes imponerende optagehastighed på op til 20 billeder i sekundet med kontinuerlig autofokus eller op til hele 60 billeder per sekund med fokus låst på det første billede. Der er indbygget billedstabilisering i alle kameraer.

Nikon DL24-85 F1.8-2.8 byder på en berøringsfølsom OLED-skærm, der er fleksibel og har 1.037.000 punkter. Der er pop op-flash, objektivet er forsynet med en indstillingsring, der kan tilpasses af brugeren, og en zoomring. Kameraet fås i farverne sølv og sort og koster 5495 kroner. Med en elektronisk søger er prisen 6695 kroner.

Nikon DL18-50 f/1.8-2.8 Har et lysstærkt vidvinkelobjektiv, som er forsynet med en nanokrystalbelægning, som minimerer ghost-effekter og flare. Skærmen er fleksibel og berøringsfølsom. Kameraet fås i klassisk sort og koster 6795 kroner. Med elektronisk søger koster kameraet 7990 kroner.

Nikon DL24-500 f/2.8-5.6 Har et højtydende NIKKOR-zoomobjektiv med en zoomeffekt på 21x og VR-indstillingen SPORT gør kameraet ideelt for fotografer, som ofte har brug for at tage billeder af motiver i bevægelse. Kameraet er desuden udstyret med en indbygget elektronisk OLED-søger med 2.359.000 punkter og en berøringsfølsom og fleksibel skærm. Kameraet fås i sort og koster 7495 kroner.

Læs også om Nikons topmodel D5, som blev lanceret tidligere på året: Alt om det nye Nikon D5

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...