Nyt entusiastkamera fra Pentax

Pentax er klar til at udfordre de hårde drenge i entusiastklassen. Med kameraet MX-1 forenes elegant retrolook med seje specifikationer.

7. januar 2013

Hvis du hører til dem, som kan huske Pentax’ klassiske spejlreflekskamera MX, der var producentens flagskib fra 1976 til 1985, vil du muligvis nikke genkendende til det design, som Pentax har tildelt deres nyeste skud på stammen. Med kameraet MX-1 forener Pentax det klassiske kameradesign med en lang række specifikationer, som vil gøre enhver entusiast nysgerrig.

Pentax MX-1 er udstyret med en ny bagbelyst cmos-sensor med en opløsning på 12,0 mio. pixels. Sensorens størrelse er 1/1,7 tomme, hvilket man også finder i konkurrerende kameraer som fx Canon PowerShot G15 og Panasonic Lumix DMC-LX7. Også billedprocessoren er ny, og Pentax lover høj detaljegengivelse og flotte farver.

Helt centralt for et kamera i denne klasse er, om det har et lysstærkt objektiv af høj kvalitet. Og det har MX-1. Her går blændeområdet fra F1.8 til F2.5. Der er 4x zoom, som dækker området 28-112 mm, og en indbygget makrofunktion gør det muligt at skyde makrofotos, kun 1,0 cm fra motivet.

MX-1 har et ISO-områder, der går til 12.800 og indbygget billedstabilisering. Kameraet lcd-skærm er på 3,0 tommer med 920.000 punkter og kan vippes. Kameraet er spækket med manuelle muligheder, og naturligt for et kamera i denne klasse, kan man optage i raw. Video optages i Full HD og man kan fx lave time-lapse-optagelser. En lille finesse er, at bund og top er udformet i belagt messing, som vil træde frem efter brug, så man får det ultimative retrolook. Kameraet koster 3999 kroner og fås enten i sort eller sølvfarvet.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...