Olympus Tough TG-1 iHS

Stærkt objektiv i hårdført lommekamera

Olympus er klar med en ny topmodel blandt deres robuste og vandtætte Tough-kameraer. Nyt tilbehør udvider objektivets muligheder, og på ét vigtigt punkt blæser det konkurrenterne af banen.

Olympus var blandt de første, der lavede hårdføre kameraer, der klarer vand, frost og stød, og nu kommer firmaet med en ny topmodel i deres Tough-serie. Tough TG-1 iHS er endnu mere hårdført end de tidligere modeller og kan komme med på 12 meters vanddybde. Desuden klarer det et tryk på 100 kilo, at blive tabt fra to meters højde og -10 graders frost. Og på en række punkter skiller det sig ud fra konkurrenterne.

Specielt objektivet er interessant. Det har nemlig en lysstyrke på imponerende F2.0. Dermed er det mere end dobbelt så lysstærkt som konkurrenterne. Det giver endnu bedre mulighed for at få skarpe billeder, når lyset er svagt – fx under vandet. Det er dog kun på vidvinkel, at man kan komme ned på F2.0. På tele er største blændeåbning F4.9.

Desuden kan man udstyre kameraet med en vandtæt fiskeøjekonverter, så man får mere med på billederne under vandet. Forsatsen kan – ligesom kameraet – også bruges på land. Blandt tilbehøret finder man også en vandtæt telekonverter, så man i stedet for kameraets eget brændviddeområde på 25-100 mm får 43-170 mm.

Skærmen er på 3,0 tommer med en opløsning på 610.000 punkter, og kameraet har indbygget gps, kompas og dybdemåler. Tough TG-1 iHS har en bagbelyst cmos-sensor med 11,8 mio. pixels. Sensoren og den forholdsvis beskedne opløsning kunne tyde på, at det er godt til at håndtere støj ved høj ISO, og man kan da også gå helt op på ISO 6400 med kameraet, der har en vejledende pris på 3399 kroner.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...