HTC lancerer ny serie af smartphones, her U Ultra.

HTC satser på stor størrelse

HTC’s nye U-serie har indtil videre to modeller. Den største, U Ultra, har til mål at blande sig i smartphonetoppen.

16. januar 2017 af Niklas Majgaard

HTC’s nye U-serie har to modeller, og U Ultra har til mål at blande sig i smartphonetoppen. Blandt de allerskarpeste smarthones er vi snart vant til at se kameraer med optisk billedstabilisering, avancerede autofokussystemer og ikke mindst et prisskilt på omkring de 6000 kroner.

Dette adskiller den nye topmodel i HTC U-serien sig ikke fra. Der går dog en rum tid inden de to nye HTC-modeller er i handlen i marts.

Forskellige kameraer

Kameramæssigt stiller Ultra med et primært kamera på 12,0 mio. pixels, mens frontkameraet er på 16,0 mio. pixels. Den mindre og billigere U Play har derimod 16,0 mio. pixels både for og bag. Forskellen ligger derimod på teknologien, hvor U Ultra har en lidt større blænde på F1.8 mod F2.0 i U Play.

Det lyder måske bagvendt, men forklaringen er, at hver af Ultras 12.0 mio. pixels er større end hver pixel er i en U Play. Det skal give bedre billeder i svag belysning – noget, vi glæder os til at afprøve her i Digital FOTO.

Ultra har nemlig både optisk billedstabilisering og laser-autofokus, mens Play kun får den optiske billedstabilisering. Begge har optagelse i raw.

Videooptagelse sker med U Ultra i 4K-opløsning, og i slowmotion ved 720p og 120 billeder i sekundet. Her nøjes den billigere U Play med Full-HD.

Lille batteristørrelse

Et af de steder, hvor konkurrenterne virkelig har strammet sig an, er på batteriernes kapacitet. Senest lancerede Huawei Mate 9 Pro med et batteri på 4000 mAh, og her kan man godt spørge, om 3000 mAh er nok til HTC’s nye topmodel – specielt hvis andre kommer med store nyheder i de kommende måneder.

HTC U Ultra og U Play ventes at udkomme sidst i 1. Kvartal til henholdsvis 5.990 kr. og 3.790 kr.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...