Nu bliver kompaktkameraet for alvor udfordret

Med den nye Samsung GALAXY S4 zoom tramper telefonen ind på kompaktkameraernes enemærker. Som noget unikt er den udstyret med 10x optisk zoom og andet kræs for fotografen.

Når hverdagens begivenheder skal foreviges, griber mange deres smartphone i stedet for et traditionelt kompaktkamera, men der er ofte langt fra de samme muligheder som med den ægte vare. Det ændrer Samsung dog på med deres nye GALAXY S4 zoom.

Telefonen har nemlig hele 10x optisk zoom, som svarer til 24-240 mm. Der er indbygget billedstabilisering, og objektivet har en lysstyrke på F3.1-6.3. Bag objektivet sidder en bagbelyst cmos-sensor på 16,0 mio. pixels. Sensorstørrelsen er 6,2 x 4,6 mm, hvilket svarer til mange billige kompaktkameraer.

ISO kan komme op på 3200, og man kan tage fire billeder i sekundet med autofokus. Det er tilmed muligt at bruge fuldt manuelt program samt blænde- og lukkertidsprioritet foruden fuldautomatik. Rundt om objektivet sidder en drejekrans, som blandt andet kan bruges til at zoome med, og som desuden kan aktivere forskellige funktioner i telefonen.

Udover kamerafunktionerne er GALAXY S4 zoom en fuldblods smartphone med Androids nyeste styresystem, Jelly Bean. Telefonen fås både med og uden LTE – også kaldet 4G. LTE-versionen kommer på markedet til september til en vejledende pris på 4500 kroner, mens 3G-versionen kommer i august og koster 4100 kroner.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...