Får iPhone 7 et dobbeltkamera?

Der er masser af rygter om den næste iPhone, bandt andet når det gælder kameraet. Vi har samlet de vigtigste her, hvor der også er nyt til dem, der har en af de nuværende modeller.

12. januar 2016

Vi skal nok vente til sommeren eller efteråret, før Apple præsenterer den næste generation af iPhone, men allerede nu er der masser af rygter om, hvad den næste model, som højst sandsynligt vil hedde iPhone 7, byder på.

Rygterne går blandt andet på, at telefonen vil blive tyndere. Ifølge MacRumors sker det blandt andet ved at fjerne jack-stikket til hovedtelefoner. I stedet kan man bruge Lightning-stikket eller Bluetooth, når man vil høre musik. MacRumors mener også, at telefonen kan blive lavet i kompositmaterialer i stedet for aluminium, hvilket skulle gøre den mere modstandsdygtig over for vand.

Nogle af de vildeste rygter går ifølge MailOnline på, at den kommende model vil få et kamera med to objektiver, der skulle være med til at give bedre billedkvalitet. Kilden er Apple-bloggeren John Gruber, der i en podcast kaldet The Talk Show har fortalt om det.

Det er for nylig kommet frem, at Apple har søgt om patent på et kamerasystem med to kameraer, hvor det ene er med vidvinkel og det andet med tele, så man kan tage to billeder på samme tid eller få højere billedkvalitet. Vi føler os dog ikke overbevist om, at dobbeltkameraet eller dobbeltobjektivet kommer allerede i iPhone 7.

Følger Apple deres hidtidige lanceringsstrategi, vil telefonen få et nyt design. Vi forventer også, at der kommer både en iPhone 7 og en større iPhone 7 Plus. I øvrigt går der rygter om, at Apple allerede i første halvdel af 2016 vil lancere en mindre iPhone 6c.

Ser vi bort fra rygterne, så er Apple med sikkerhed på vej med en opdatering til de nuværende iPhones. De har nemlig løftet sløret for iOS 9.3, der blandt andet indeholder funktionen Night Shift, der ud fra tid og position ændrer skærmlysets farver, så de bliver varmere, når det er mørkt udenfor. Flere studier har nemlig vist, at det klare blålige lys kan gøre det sværere at falde i søvn.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...