Hasselblad giver mobilen 10 gange optisk zoom

Hasselblad har udviklet magnetisk bagstykke til Motorolas smartphone Moto Z, der giver mobilkameraet 10 gange optisk zoom og flash.

Vil du for alvor pimpe din Moto Z smartphone, så er svaret netop kommet på markedet i form af et nyt bagstykke udviklet af svenske Hasselblad. Bagstykket snapper magnetisk på mobilen og indeholder objektiv med egen lukker og en Xenon flash.

Objektivet giver 10 gange optisk zoom, der sammen med kameraets mulighed for at skyde i raw, giver mobilen helt nye muligheder som kamera på farten. Hasselblad leverer også deres eget Phocus-software til raw-redigering.

Moto Z er i forvejen udstyret med en sensor på 13 mio. pixels og kan skyde video i 4K, men med Hasselblads bagstykke bliver opløsningen kun 1080p, og der er kun 12 mio. pixels til rådighed.

Lanceringen af det nye bagstykker er en del af Hasselblads fejring af sin 75 års fødselsdag. Moto Z kommer fra Motorola, der i dag er ejet af kinesiske Lenovo.

Listeprisen bliver omkring $300 - altså i omegnen af 2500 kroner.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...