iPhone 4 haler ind på Nikon

Kameraet i Apples mobiltelefon er snart det mest brugte til at tage fotos med blandt Flickr's brugere.

20. april 2011

Fotositet Flickr er blandt de største fotoalbums på nettet, hvor brugerne offentliggør tusindvis af billeder hvert minut. I en længere periode har Nikon D90 siddet på tronen, som det kamera, der står bag de fleste billeder, men den seneste opgørelse fra Yahoo, der står bag Flickr, viser, at Apples iPhone 4 nu er lige ved at overtage førstepladsen. Apples telefon er således steget voldsomt de seneste måneder.

På de tre næste pladser kommer Canons EOS 450D, EOS 5D Mark II og EOS 500D. Der er i øvrigt ingen kameratelefoner, der er i nærheden af Apples dominans blandt Flickr-brugerne. De to telefoner, der kommer nærmest iPhone 4, er iPhone 3G og iPhone 3GS. På en fjerdeplads langt efter de tre amerikanere kommer HTC Evo 4G.

Kigger man på top fem, når det gælder kompaktkameraer, vil man opdage, at Canon sidder på alle fem pladser i den kategori.

Mens disse få linjer blev skrevet, blev der i øvrigt uploadet omkring 30.000 billeder til Flickr.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...