Med iPhone 6s Plus til NFL-kamp

Med iPhone 6s Plus til NFL-kamp

Den amerikanske sportsfotograf Andrew Weber tog til en NFL-kamp kun udstyret med en iPhone 6S Plus for at se, hvordan telefonens kamera præsterede under svære forhold.

Kan en iPhone 6s Plus hamle op med fotogrej i 60.000 kroners klassen?

Den amerikansk mobilwebside gottabemobile.com har sendt en erfaren sportsfotograf af sted til en amerikansk fodboldkamp for at få nogle pletskud i kassen. Men fotografen var udsat for et lille benspænd. Det sædvanlige spejlrefleks og de dyre objektiver blev hjemme i tasken, og med sig havde han blot en iPhone 6S Plus. Målet var at se, hvad telefonens kamera rent faktisk kunne klare i relativt mørke omgivelser og med motiver, der bevæger sig.

Fotografen Andrew Weber er en erfaren herre inden for sportsfotografi. Han har bidraget til blandt andet Sports Illustrated og har fotograferet til både De Olympiske Lege og adskillige Super Bowl – altså finalerne i amerikansk fodbold. Normalt bruger han et Canon EOS-1DX og et objektiv på 400 mm F2.8 til at forevige de største øjeblikke, men denne gang skulle han slæbe på væsentligt mindre – omend iPhone 6s Plus også fylder en del af en telefon at være.

Efter at have brugt telefonens kamera i tre timer kom Weber frem til et par pointer. “IPhonens standard kamera-app er lettest at navigere i, men der mangler en del funktionalitet, og du kan ikke kontrollere lukkertid eller ISO. Derfor brugte jeg appen Camera+, der gjorde, at jeg kunne kontrollere disse indstillinger selv. Til gengæld tillod denne app ikke 'burst mode', hvor den tager flere billeder kontinuerligt," forklarer Weber.

Konklusionen blev, at iPhonen naturligvis slet ikke kunne erstatte det dyre fotogrej, men at den klarede sig ganske hæderligt. Billeder taget i meget svagt lys og med høj ISO blev relativt kornede og støjfyldte, men generelt var billederne ellers, ifølge Andrew Weber, i god kvalitet og ganske skarpe, ikke mindst takket være den indbyggede billedstabilisering.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...