Apple iPhone 4S

Stærkt forbedret kamera i ny iPhone

Tirsdag aften præsenterede Apple den nye iPhone 4S, hvor kameradelen får en ordentlig overhaling. Der er et nyt objektiv, højere opløsning og forbedret billedchip. Og der er også godt nyt til videofolket.

4. oktober 2011

Designet på den nye model adskiller sig ikke fra den tidligere iPhone 4, men invendigt er der sket en hel del. Fotofolket kan glæde sig over, at opløsningen er steget fra 5,0 mio. til 8,0 mio. pixels. En ny bagbelyst cmos-sensor skulle give bedre præstationer i svagt lys og sørge for, at lyse og mørke områder ikke så nemt brænder ud. Samtidig er optikken forbedret. Objektivet i 4S består af fem linseelementer, der skulle give skarpere billeder end før. Lysstyrken er kommet op på F2,4 mod F2,8 på forgængeren, og et infrarødt filter skulle sikre bedre farvegengivelse.

iPhone 4S er udstyret med den nye A5-processor, der ifølge Apple har en billedprocessor, der kan matche dem, man finder i spejlreflekskameraer. Den gør blandt andet kameraet hurtigere, så det er hurtigere til at starte, og der er kortere ventetid mellem billederne. Den skulle også sikre bedre hvidbalance og et større dynamisk område. Og så er der kommet ansigtsgenkendelse til iPhone, der automatisk stiller skarpt på det dominerende ansigt i motivet og tilpasser eksponeringen efter op til ti ansigter.

Styresystemet iOS 5 gør desuden, at man nemmere kan starte kameraet fra en låst telefon, og at man kan benytte en af lydstyrkeknapperne på siden af telefonen som udløserknap. iOS 5 byder også på simpel redigering, så man fx kan beskære sine billeder. Videofunktionen er blevet opgraderet, så den nu optager i Full HD 1080p mod 720p på forgængeren. Telefonen kommer til salg i Danmark den 28. oktober.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...