Iphone X fra Apple er verdens dyreste smartphone

Det er verdens dyreste smartphone, men er Apples iPhone X virkelig pengene værd? Vi har kigget nærmere på den nye topmodel. 

© Digital FOTO

Vores første test af iPhone X

Den nye topmodel fra Apple, iPhone X, er netop landet, og her får du vores første indtryk af den nye smartphone.

5. november 2017

Vi har glædet os til at få fingre i den nye topmodel fra Apple, og endelig kom den, iPhone X. Her får du vores første indtryk af den vilde mobiltelefon.

Det første man lægger mærke til er forholdet mellem skærmens størrelse og størrelsen på selve telefonen. Det er nemlig lykkedes Apple at lave en telefon, der lægger sig fint mellem de to almindelige størrelser.

Det betyder, at iPhone X ikke fylder meget mere end en almindelig iPhone 7 eller 8, men har en skærmstørrelse, der minder om den store Plus-model.

Blomst fotograferet med Apple iPhone X

Detaljegraden i iPhone X er imponerende især på billeder taget i dagslys som her. 

© Digital FOTO

Og skærmen på hele 5,8 tommer er som ventet lækker, og opløsningen har aldrig været højere med hele 458 pixels per tomme. 

Men forskellen på den nye OLED-skærm og den skærm, vi kender fra 7 Plus er ikke så stor. Faktisk er der mange situationer, hvor vi ikke helt kunne se forskel. 

Til gengæld går skærmen helt ud til kanten af telefonen, og vi vænnede os hurtigt til, at Home-knappen er røget i det regnskab. Man swiper bare op med fingeren for at komme ud i hovedmenuen.

Læs også: 3 grunde til at fotografere med mobilen - og 3 grunde til at lade være

I vores video her kan du se, hvordan iPhone X er at navigere rundt på:

iPhone X låses op med dit ansigt

Ansigtsgenkendelse er blandt de store nyheder, og lad os bare med det samme afsløre, at det virker rigtig godt.

Når først du har ladet dit ansigt registrere, kan du låse telefonen op ved blot at kigge på den.

Det går som regel så hurtigt, at det næsten føles som om, at man slet ikke har lås på. I meget udfordrende lys kan det være lidt sværere, men du kan altid bruge den sædvanlige talkode-løsning.

> Læs også: Det kan kameraerne i iPhone X og iPhone 8

Lækre detaljer i iPhone X

Takket være den nye kraftigere processor er det også blevet muligt at optage slow motion-video i 1080p (Full HD) med hele 240 billeder per sekund. Før måtte man nøjes med 720p.

Ansigtsgenkendelsen kan også bruges til de nye animojis, hvor du optager dit ansigt, mens du siger en besked på maks. ti sekunder. Telefonen opfanger omkring 50 muskelbevægelser imens og overfører det hele til 12 af de emojis, du kender, som pandaen, hunden, hønen, grisen og robotten.

Det lyder ret barnligt, og det er det også. Men det er også ret sjovt, imponerende rent teknisk og vil formentlig ændre måden, hvorpå rigtig mange mennesker kommunikerer med hinanden på, når de er på distancen.

3 gode kameraer i iPhone X

Kameraet – eller rettere kameraerne, for der er jo hele tre af slagsen, er også forbedret.

De to bagsidekameraer med 12,0 mio. pixels er på henholdsvis 28 mm F1.8 og 56 mm F2.4. Tidligere havde blot vidvinklen billedstabilisering. Det er nu indbygget i dem begge, og det oplevede vi som en stor fordel ved brug af tele i behersket lys.

> Læs også: Sådan fungerer mobilernes dobbeltkamera

Det giver skarpere billeder i mange flere tilfælde. Hvidbalancen er i øvrigt mere præcis end i vores (12 måneder) gamle 7 Plus.

Sensoren er større end tidligere, og det kan tydeligt ses. Billederne er meget mere detaljerede, så går du op i at levere gode billeder selv med mobilen, er det også blandt argumenterne for at opgradere til den lige lovligt dyre iPhone X.

Samtidig fylder de mindre i Apples nye HEIF-billedformat.

Her får du styr på forskellen på kameraerne i Apples iPhone X, iPhone 8 og iPhone 8 Plus.

Portrætfunktion simuleret studielys i iPhone X

Med iPhone X kan du tage portrætter med simuleret studiebelysning. Billedet her er taget på en meget oplyst og helt hvid baggrund, og der bliver så lavet mørk baggrund og sort hvid automatisk. Funktionen er kun i beta i telefonen, men virker udmærket.

© Digital FOTO

Simuleret studiebelysning fungerer godt

Det dynamiske omfang i billederne er overraskende godt, og de nye muligheder for at lave portrætter med simuleret studiebelysning er underholdende og giver et godt indblik i alle de muligheder, der venter lige om hjørnet, og som de traditionelle kameraproducenter godt kunne lære noget af.

Der er stadig mange funktioner og muligheder, vi ikke har afprøvet endnu.

Fx har vi ikke haft chance for at teste batteritid og lade telefonen trådløst, men hold øje med magasinet Digital FOTO og Gearguiden her på sitet, hvor vi vender tilbage med en grundig test, når vi har haft iPhone X med os i lommen, i hånden og i felten gennem længere tid.

Hvis du vil optimere din gamle smartphone, kan du lige nu få 2 numre af Digital FOTO samt et lækkert 3-i-1-objektiv leveret lige til døren for kun 49 kroner. 

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...