Kodak Ektra

Kodak Ektra - smartphone skabt til fotografen

En smartphone skabt til fotografen med god opløsning, avanceret kamera-app og lækkert retrodesign. Det er, hvad Kodak netop har lanceret.

21. oktober 2016

Det fleste af os tænker næppe moderne smartphones, når vi hører navnet Kodak. Men det bør vi, for Kodak har netop lanceret en smartphone, som er designet specifikt til fotografer.

Med Kodak Ektra samler Kodak i samarbejde med Bullit Group mange års erfaring med kamera og foto samt de nyeste teknologier indenfor smartphonekameraer.

Kodak Ektra

Kameraet i Kodak Ektra har en sensor på hele 21 mio. pixels og blænde F2,0. Foran sidder et selfiekamera på 13 mio. pixels og blænde F2,2, som både har billedstabilisering og fasedetekterende autofokus.

> Læs mere om fasedetekterende autofokus: Sådan virker hybridfokus

Avanceret foto-app

Mulighederne i telefonens indbyggede kamera-app er mange. Blandt andet har du en programvælger i stil med den, du kender fra dit almindelige kamera med mulighed for at vælge portræt, makro, sport med mere.

Du kan også vælge Smart Auto hvor kameraet selv vælger de bedste indstillinger i en given situation.

På manuel kan du naturligvis indstille eksponering, ISO, fokus, hvidbalance og lukkertid, og se effekten af dine indstillinger direkte på skærmen, inden du tager billedet.

Lækkert design

Kodak Ektra er designet i moderne retrodesign med både ergonomi og kvalitet i fokus. Du får fx en dedikeret udløserknap på siden af telefonen, som du kender fra et rigtigt kamera.

Kodak Ektra

Derudover er telefonen født med Snapseed til redigering af dine billeder på farten, og med den integrerede Prints app kan du også få dine billeder printet professionelt direkte fra din smartphone.

Kodak Ektra

Kodak Ektra er en Androidbaseret telefon med Helio X20 2.3GHz Decacore processor med 3GB RAM, 32 GB hukommelse (som kan udvides med MicroSD) og den oplades via almindeligt USB 3.0 Type C. Den kan i øvrigt også optage video i 4K.

Kodak Ektra lanceres i Storbritannien i løbet af året, og prisen bliver omkring £449 - altså under 4000 kroner.

Se den nye smartphone i action i videoen her:

Kodak Ektra

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...