LG V30

De store producenter af mobiltelefon er alle klar med nye flagskibe. Det gælder fx LG.

© LG

Mobiltelefoner står i kø for at udfordre iPhone

Apples konkurrenter, når det gælder mobiltelefoner, har i den sidste uges tid lukket op for godteposen, og det er virkelig spændende sager fx LG, Samsung og Nokia er klar med. Følg med her.

4. september 2017 af Poul Siersbæk

Op til den store elektronikmesse IFA i Berlin, som åbnede i fredags, er der kommet flere interessante nye mobiltelefoner på banen. 

Producenter som LG, Nokia og Samsung er nemlig alle klar med deres spritnye flagskibe. Dermed er de hurtigere ude end Apple, hvor vi stadig venter på den nye iPhone 8. 

Nedenfor kan du se, hvad de nye modeller har at byde på.

LG V30

LG V30

V30 er navnet på den nye topmodel fra sydkoreanske LG.

© LG

Som de fleste LG-modeller kommer V30 med to kameraer, hvor hovedkameraet byder på en billedvinkel på 71 grader og en opløsning på 16, 0 mio. pixels, mens det andet klarer hele 120 graders vidvinkel og har 13,0 mio. pixels.

Hovedkameraet er udstyret med en billedchip fra Sony og et objektiv med en lysstyrke på imponerende F1.6. 

Et af optikkens seks linseelementer er af glas i stedet for plastic, hvilket ifølge LG skulle give en større lysgennemstrømning. V30 klarer video i 4K og har en skærm på 6,0 tommer.

Nokia 8

Nokia 8

Legendariske Nokia er endelig på banen med en spritny supertelefon.

© Nokia

HMD Global, som er firmaet bag Nokia-navnet, når det gælder mobiltelefoner, er klar med det længe ventede flagskib Nokia 8. Også denne telefon har to kameraer. 

De er begge lavet af tyske ZEISS og har en blænde på F2.0 samt en opløsning på 13,0 mio. pixels. Skærmen er på 5,3 tommer.

Nokia 8 kan optage video i 4K, og som noget helt unikt har telefonen fået den nye funktion Bothie, der gør det muligt at optage video og tage billeder med både front- og bagkamera på én gang. 

Samsung Galaxy Note 8

Samsung Galaxy Note 8

Samsungs nye flagskib skal få os til at glemme fuseren Galaxy Note 7.

© Samsung

Efter at Samsung måtte tilbagekalde Note 7 på grund af brandfare, har der været stor spænding omkring en efterfølger. Den er klar nu, og også Galaxy Note 8 følger tidens trend med to kameraer. 

Det ene har en vidvinkel på 26 mm og F1.7, mens det andet har 2x tele og en blænde på F2.4. I begge tilfælde er opløsningen 12,0 mio. pixels.

Galaxy Note 8 har en skærm på 6,3 tommer og lægger sig dermed i førertrøjen, når det gælder størrelse. En smart detalje er, at man kan have flere forskellige vinduer åbne på den store skærm. Video optages i 4K.

Nu venter vi bare på Apples udspil, som ifølge rygterne skulle være på trapperne indenfor de næste par uger.

Du kan læse mere om mobilkameraer her

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...