Den ultimative selfieguide

Sådan tager du den bedste selfie

Kender du typen, som altid ser fabelagtig ud på sine selfies på de sociale medier? Fortvivl ikke – med disse tips og tricks kan det blive dig.

15. august 2017

1. Se lyset

Godt lys giver et godt foto, og dagslys er altid bedst til dit selfie.

Aktiver kameraet, kig på din smartphones skærm, drej en omgang og se, hvor lyset falder bedst på dit ansigt.

Modlys kan også være rigtig flot til en selfie, men det er lidt sværere at arbejde med.

2. Brug mobilkameraet på bagsiden

Kameraet bag på mobilen har højere opløsning end "selfie-kameraet" foran, og du får dermed bedre billeder - selvom det kræver lidt øvelse.

Hvis du bruger frontkameraet er det endnu vigtigere, at lyset er godt, ellers bliver billedet kornet.

3. Brug stativ og timer

Brug kameraets selvudløser (eller en app som Timercam, hvis din mobil ikke har indbygget selvudløser).

Så er du ikke længere begrænset til de selfies, hvor dine arme er med i billedet.

Du kan også lave dit eget stativ til din smartphone ud af en kaffekop.

4. Udløs på den smarte måde

Brug knappen på siden af mobilen til at tage billedet. Det gør det noget lettere at håndtere både posering og balancering af din smartphone.

Du kan også bruge knapperne på dit iPhone headset til at udløse kameraet.

5. Perspektiv

Hold telefonen parallelt med dit ansigt, og skyd hellere lidt oppefra end nedefra. Prøv dig frem, find din bedste side (sådan én har vi alle), og udnyt den.

6. Tænk kreativt

En selfie behøver ikke nødvendigvis vise dit ansigt. Det kan også være dine fødder, dine hænder eller noget andet.

Det kan også blive en disciplin i sig selv at skjule sit ansigt på en selfie.

Leg også gerne med beskæringer - tæt på og langt fra. Det er dig, der bestemmer!

7. Accessorize

Posér med noget – dine nye solbriller, din nye frisure eller en hat. Alt, hvad der kan gøre billedet mere interessant og give en anledning til at poste det, virker.


Hvis du skal posere med din hund, er godbidder nær kameraet en god idé - eller du kan investere i den smarte Pooch-selfie.

8. Udtryk

Smil, se sur ud, eller lav et fjollet ansigt – men lav aldrig duckface! (med mindre dit navn er Derek Zoolander – så kan du tillade dig hvad som helst)

9. Skyd mange - vælg det bedste

Du kan også optage billeder i burst-mode, hvor kameraet tager en række billeder, og du vælger det bedste ud til Facebook, Instagram osv.

Hvis dit kamera kan optage video i HD, kan du vælge det perfekte øjeblik i videoen og bruge det billede.

10. Rediger og brug en foto-app

Filtre er kommet for at blive i mobilfotoets verden. Filtre i varme farver fremhæver varme og hudtoner, kølige farver giver et mere professionelt look og sort/hvid er dramatisk og retro.

Brug en foto-app til at beskære og retouchere om nødvendigt. Instagram og Facebook har nogle muligheder, men der er mange andre apps, som giver bedre muligheder for redigering.

> Læs også: De bedste foto-apps til mobilen

Bonustip: Køb en selfiestang

En god selfiestang gør hele selfiesporten lidt lettere. Så slipper du også for at have din arm med i billedet hver gang.

Vælg gerne én, som har indbygget bluetooth (fremfor en ledning), så den kan tale sammen med mobilen. Du kan også få en selfiestang med fjernbetjening.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...