Canon er klar med EOS 80D

Er man fotoentusiast kan man godt glæde sig over dagens lancering fra Canon. Det nye EOS 80D erstatter det snart tre år gamle EOS 70D og er fyldt med lækkerier.

18. februar 2016

Mens Canon fornylig har forkælet de professionelle fotografer med EOS-1D X Mark II, er der nu også noget at glæde sig over for fotoentusiasterne. Tre år efter EOS 70D blev lanceret, er Canon nu klar med efterfølgeren EOS 80D. Her er opløsningen hævet fra 20,0 til 24,2 mio. pixels. Desuden har kameraet fået den nye Digic 6-processor, som skulle være suveræn til at eliminere billedstøj. Lysfølsomheden går fra ISO 100-16.000, men kan udvides til ISO 25.600.

EOS 80D kan skyde 7,0 billeder i sekundet. Hvor forgængeren kun havde 19 fokuspunkter, er der i EOS 80D hele 45 punkter, som tilmed er af den præcise krydstype. De skulle fungere meget fint med kontinuerlig autofokus – også ved live view-visning. Kameraet har fået en ny lysmåler, der har en lysfølsomhed på hele -3,0 EV, så kameraet er i stand til at fokusere i mørke uden hjælpelys. Kameraet kan skyde timelapse og via den berøringsfølsomme skærm kan man styre fokus helt præcist. EOS 80D har indbygget wi-fi og fungerer med NFC.

Sammen med lanceringen af EOS 80D byder Canon også på det nye objektiv EF-S 18-135mm. F3.5-5.6 IS USM, som med en helt ny Nano USM-teknologi sikrer en ekstrem høj fokushastighed, når objektivet bruges sammen med EOS 80D. Fokuseringen skulle foregå hurtigt, præcist og meget stille. Som tilbehør til det nye objektiv er Canon også klar med power zoom-adapteren PZ-E1, så man kan zoome via en knap med stor præcision og helt lydløst. Der er indbygget wi-fi, så man også kan zoome fra sin smartphone via en app.

Canon EOS 80D sælges for 10.049 kroner for huset alene. Man kan købe kameraet i sæt med det nye objektiv EF-S 18-135mm F3.5-5.6 IS USM for 13.399 kroner. Alternativ kan man købe kameraet med objektivet EF-S 18-55mm F3.5-5.6 S for 10.889 kroner. Zoom-adapteren koster 1169 kroner.

Vi har allerede haft både kamera og objektiv i hænder, så følg med her på siden.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...