Canon klar med EOS 70D

Canon har i dag lanceret spejlreflekskameraet EOS 70D til ambitiøse fotoentusiaster. Kameraet er spækket med nye komponenter og smarte funktioner, der øger fotoglæden.

Tre år efter lanceringen af EOS 60D, er Canon nu endelig klar med en afløser. EOS 70D er navnet på det nye kamera, og det lader til, at der virkelig er noget at glæde sig til. Kameraet er fx udstyret med en spritny billedchip på 20,2 mio. pixels i stedet for EOS 60D's sensor på 18,0 mio. pixels. Den nye billedchip er af typen Dual Pixels CMOS AF, som opdeler hvert pixel i to fotodioder med henblik på at opnå lynhurtig fasedetekterende autofokus på sensoren. Det skulle især gøre autofokus mere sikker og langt hurtigere, når man bruger live view og ved videooptagelse.

Autofokussen har nu 19 fokuspunkter ligesom storebroren EOS 7D. Desuden har kameraet en berøringsfølsom skærm på 3,0 tommer, som tilmed er fleksibel. Den har en opløsning på 1.040.000 punkter. Der er også indbygget wi-fi, så man let og hurtigt kan overføre billeder til sin smartphone eller tablet. Kameraets søger er stærkt opgraderet, og det er nu muligt, at tilføre et elektronisk lag i søgerbilledet, så man kan visualisere sine indstillinger. Søgeren har en dækning på 98 procent og en forstørrelsesgrad på 0,95x.

EOS 70D er et oplagt kamera for actionfotografen. Det kan nemlig skyde op til syv billeder per sekund med op til 65 jpeg-filer eller 16 raw-filer i en enkelt serieoptagelse. ISO-området går fra 100 til 12.800, men kan udvides til ISO 25.600. Kamerahuset, der er øvrigt vejforseglet, vejer 755 gram.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...