EOS 600D

Canon lancerer EOS 600D

Den trecifrede spejlrefleksserie får nu fleksibel skærm og mulighed for trådløs blitzudløsning. Og man kan lave færdigredigerede film direkte i kameraet.

7. februar 2011

Canon har i dag annonceret det nye EOS 600D, der har arvet et væld af funktioner fra storebror EOS 60D. Det betyder blandt andet, at lcd-skærmen på 3,0 tommer nu er blevet fleksibel, så man kan se den, selv om man holder kameraet over hovedet eller i jordhøjde. Man kan optage video i Full HD, og med den nye funktion Video Snapshot kan man lave små filmklip på to, fire eller otte sekunder. Klippene gemmes i et særligt album, og kameraet sætter dem automatisk sammen til en færdig film, hvor man kan lægge musik på direkte i kameraet.

EOS 600D Back

Kameraet kan kommunikere trådløst med Canons Speedlite-blitz, og køber man en af de nye blitz, Speedlite 320EX og 270 EX II, kan man udnytte blitzenes særlige udløserknap, så man kan holde blitzen i hånden og tage fotos på afstand uden brug af kabel. Opløsningen i EOS 600D er på 18,0 mio. pixels, og man kan tage 3,7 billeder i sekundet. Kameraet leveres i kit, hvor man kan vælge mellem to nye objektiver, som begge har et brændviddeområde på 18-55 mm. Det ene har indbygget billedstabilisering, hvilket man må undvære i det andet.

Den vejledende pris for huset alene er 6599 kroner, men pakken med hus og kitobjektiv med billedstabilisering koster 7499 kroner.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...