Canon slår pixelrekord

Nu kommer full-frame-kameraet Canon EOS 5DS, og det buldrer forbi konkurrenterne med ekstremt høj opløsning, og så fås det i to versioner.

Kameraerne i Canon EOS 5D-serien har været ekstremt populære blandt fotoentusiaster med deres store full-frame-sensorer og høje billedkvalitet. Tre år efter, at seneste model, Mark III, blev lanceret, er næste generation klar. Og Canon EOS 5DS sætter alle konkurrenter til vægs med en opløsning på hele 50,3 mio. pixels.

Kameraet fås endda i to versioner, der er stort set ens. Forskellen er, at Canon i det særlige EOS 5DS R har fjernet anti-alias-filteret, der normalt slører billedet en lille smule for at forhindre kunstige moiré-mønstre. Det betyder endnu bedre detaljegengivelse, men med en lille risiko for de grimme mønstre i fx skjortestof.

Som i EOS 5D Mark III er der 61 fokuspunkter, men lysmåleren er blevet opgraderet, så kameraet bedre kan skelne farver og motiver, og så kan den hjælpe autofokus med at holde fast i motiver i bevægelse.

EOS 5DS har to billedprocessorer til at håndtere de mange billedoplysninger, og takket være dem kan man skyde fem billeder i den store opløsning per sekund. Spejlkonstruktionen er desuden forbedret med samme type som sidder i EOS 7D Mark II, hvor fjedre er udskiftet med elektroniske motorer, som sikrer færre rystelser.

Vil man tæt på motiverne, kan man nu beskære motiverne allerede i optagelsen, hvor man kan vælge mellem 1,3x eller 1,6x beskæring. På grund af billedchippens høje opløsning får man stadig billeder på 19,6 mio. pixels med 1,6x beskæring, som svarer til den brændviddeforlængelse, man får med Canons APS-C-kameraer, som fx EOS 7D Mark II.

Den vejledende pris for EOS 5DS med anti-alias-filter er 28.999 kroner, mens EOS 5DS R uden filteret koster 30.999 kroner. Begge priser er for huset alene.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...