Endelig full-frame fra Pentax

Pentax’ full-frame-kamera, K-1, er klar, og det byder på masser af pixels, gode funktioner og en konkurrencedygtig pris. Oven i hatten lanceres to nye objektiver.

Rygterne om Pentax’ kommende full-frame-kamera har svirret længe. Nu er kameraet en realitet, og to nye objektiver til kameraet er tilmed lanceret. K-1 hedder det nye flagskib, og ud over en full-frame-sensor byder det på 36,4 mio. pixels, en max-ISO på 204.800 og billedstabilisering, der forbedrer kameraets stabilitet med op til fem eksponeringstrin. Desuden har kameraet indbygget wi-fi og gps.

Billedsensoren har fået et nøk op fra forrige model til en PRIME IV, og det betyder, at ydeevnen nu overtrumfer alle øvrige Pentax-modeller – også mellemformatkameraet 645z.

Lcd-skærmen på 3,2 tommer kommer i en ny konstruktion, så den kan vippes 35 grader horisontalt og 45 grader vertikalt, men også trækkes ud og drejes, så skærmen kan ses ovenfra. Skærmen har 1.037.000 punkter, mens søgeren har en forstørrelse på 0,7x.

Fællestræk med forgænger Ligesom K-3 II-modellen har Pentax i K-1 gjort brug af teknikken Pixel Shift Resolutions System, hvor kameraet fire billeder hurtigt efter hinanden, mens sensoren flyttes en pixel per billede. Billederne lægges sammen, og resultatet skulle være mere farvekorrekte billeder i bedre kvalitet. En ny tilføjelse er, at systemet nu kan se, om noget bevæger sig i billedet mellem de enkelte billeder, fx bladene på et træ, og kan kompensere for dette.

Et andet fællestræk med det tidligere flagskib er antimoaré-funktionen, der forebygger de bølgede mønstre, der af og til kan forekomme på billeder. Stjernekiggerens favorit, Astro Tracer-funktionen, er også gentaget. Her udregner gps'en himmellegemernes bevægelse, og sensoren automatisk justeres derefter, så man får skarpe astrobilleder uden striber.

To nye objektiver Pentax sendte allerede for flere måneder siden nye objektiver på gaden til det endnu ikke lancerede full-frame-kamera, og nu smider de endnu to nye i puljen. Et 28-105mm F3.5-6.3 og et 15-30mm F2.8, som begge har Quick Shift Focus System, der giver mulighed for hurtigt at skifte fra autofokus til manuel fokus.

Det er også muligt at bruge Pentax’ APS-C-objektiver til K-1 med funktionen Crop, der tilpasser billedformatet.

Både kamera og objektiver er vejrbeskyttede.

Kamera og objektiver er klar i starten af april til følgende vejledende priser: Pentax K-1 kamerahus: 15.699 kr. HD Pentax-D FA 28-105mm F/3,5-5,6 ED DC WR: 5.399 kr. HD Pentax-D FA 15-30mm F/2,8 ED SDM WR: 14.699 kr.

Læs mere her.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...