Flere detaljer fra Nikon

Nikon er klar med en ny version af deres billigste spejlreflekskamera. Både hus og kitoptik er blevet mindre end før, og et smart trick i D3300 skulle give flere detaljer end hos forgængeren.

Nikon har gået forrest, når det handler om at fjerne det såkaldte anti-alias-filter foran billedchippen. Det slører normalt billederne en anelse for at forhindre grimme moiré-mønstre, men efterhånden som opløsningen i kameraerne er blevet højere, er behovet for filteret ikke så stort længere.

I løbet af de seneste år har Nikon fjernet filteret i deres nye spejlreflekser, da det giver bedre detaljegengivelse, og nu er turen kommet til deres billigste model-serie. D3300 har samme opløsning på 24,0 mio. pixels, men har altså ikke anti-alias-filter som forgængeren D3200.

Kameraet er også blevet lidt mindre og en del lettere end forgængeren, og så kommer D3300 med et nyt kitobjektiv på 18-55mm, der kan foldes sammen, når det ikke er brug, så det kun rager seks cm ud fra huset.

Der er også kommet den nye billedprocessor EXPEED 4, der blandt andet gør, at ISO nu kan komme op på 12.800 og udvides til en værdi svarende til 25.600. D3300 kommer i butikkerne til februar, og huset alene koster 4395 kroner. I et kit med det nye objektiv koster kameraet 5295 kroner.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...