Mesterkamera i svagt lys

Nikon D4S kan prale af en ny sensor og processor, der klarer selv meget krævende lysforhold og motiver i høj fart.

25. februar 2014

D4S er Nikons ny topmodel, der har en helt ny sensor med en opløsning på 16,2 mio. pixels i FX-format. Kameraet efterfølger D4, der ifølge Nikon er udsolgt, og ISO-området på 100-25.600 i den nye model kan udvides til ISO 409.600.

Sensoren hos D4S bakkes op af en ny EXPEED 4-processor, der skulle give hurtigere intern hastighed og behandling af billederne. Tilsammen skulle de sikre optagelserne, selv når farten er høj og lyset svagt. Antallet af billeder per sekund med automatisk fokus-tracking er øget fra ti til 11 billeder per sekund, hvilket gør D4S til det hurtigste spejlreflekskamera med autofokus i Nikons historie.

Kameraet er udstyret med en ny indstilling til raw-filer i størrelse S, som giver endnu hurtigere billedoverførsel. En helt nykonstrueret lukker og spejlmekanisme mindsker vibrationerne fra spejlet og skulle give et stabilt billede i søgeren, selv når der tages billeder ved høj hastighed.

Endelig er D4S udstyret med den helt nye indstilling Gruppepunkts-AF. Optagelse i denne indstilling gør det muligt at følge fx en gruppe fodboldspillere og sørger for, at de står skarpt og isolerede fra baggrunden. Nikon D4S har en vejledende udsalgspris på 49.095 kroner.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...