Nikons D7200 er en topmodel uden filter

Nikons D7200 er ny topmodel for mærkets APS-C-kameraer. Det kommer uden et anti-alias-filter og har hvide pixels i skærmen.

2. marts 2015

Nikons vigtigste model, storsællerten D7100, afløses af ny model med en sensor på 24,2 mio. pixels, som trenden tro ikke har noget antialias-filter, fordi det ifølge firmaet er unødvendigt med nutidens måde at lave sensorer på. Filteret modvirker uheldige striber i mønstre, men tager også en del af skarpheden.

Kameraet har indbygget en række smarte funktioner. Blandt andet er der NFC, så man blot kan berøre kameraet med sin telefon, hvorefter billeder overføres. Der er også wi-fi, så man kan styre kameraet fra en Nikon-app og se søgerbilledet på telefonens skærm.

Kameraets egen skærm på 3,2 tommer er en såkaldt RGBW-skærm, og det betyder, at den udover de sædvanlige røde, grønne og blå pixels også har en hvid pixel. For at få hvid, skal man nemlig skrue helt op for de tre farvede pixels, men ved at indføre en hvid pixel kan man spare på strømmen. Derfor kan man da også skyde 1110 billeder eller optage 80 timers video på en enkelt opladning.

Nikon D7200

Indbygget i kameraet er nu en timelapsefunktion, som selv kan justere eksponeringen, når lyset skifter. Når kameraet modsat skal tage mange billeder i sekundet, kan det ske med 6,0 billeder eller 7,0 i en lavere opløsning.

Kameraet kan købes fra den 19. marts til en vejledende pris på 9695 kroner eller med objektivet Nikkor 18-140 mm VR for 12.295 kroner.

Nikon præsenterede også en trådløs mikrofon, ME-W1, der udmærker sig ved, at både sender og modtager har indbygget mikrofon, så man kan optage lyd fra begge samtidigt. De snakker sammen via bluetooth, der skulle række op til 50 meter. Prisen er vejledende 2.500 kroner.

Endelig præsenter Nikon Coolpix P900, der overtager verdensrekorden i zoom - 83x, fra 24mm til 2000 mm. Undervejs flytter den maksimale blænde sig fra F2.8 til F6.5. "Zoomzilla", som Nikons folk spøgefuldt har døbt den, kommer til at koste 5095 kroner.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...