Canon EOS 5D Mark III

Ny firmware til Canon EOS 5D Mark III

Nu kan du hente ny intern software til EOS 5D Mark III, hvor en række fejl er blevet rettet, og hvor der er understøttelse for et nyt objektiv. Der er også ny firmware til Canon EOS 60D.

Canon har netop frigivet ny firmware til spejlreflekskameraerne EOS 5D Mark III og EOS 60D. Det er begrænset med nyhederne i opdateringen til EOS 60D, som blot retter en fejl, der kan opstå på nogle af kameraerne, hvor serienummeret ikke bliver skrevet korrekt ind i billedernes exif-data. Desuden retter version 1.1.1, som opdateringen hedder, nogle fejl i de græske, italienske og portugisiske menuer.

Den nye firmware til EOS 5D Mark III, version 1.1.3, har lidt mere at byde på. Den retter fejl, der kan give underbelyste fotos, når man bruger auto-bracketing og autobelysningsoptimering, samt et problem, hvor skærmens baggrundsbelysning ikke slukker i nogle tilfælde. Desuden retter firmwaren en fejl, hvor kameraet ikke tænder, hvis man bruger en bestemt kombination af teleobjektiv og telekonverter.

Der er også lidt rettelser i blandt andet de svenske og norske menuer, og så understøtter firmwaren det nye objektiv Canon EF 40mm F2.8 STM, som kommer på markedet senere på måneden. Man kan selv installere opdateringerne via hukommelseskort – husk bare, at kameraets batteri skal være fuldt ladt op. Du kan hente opdateringerne her.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...