Canon EOS-1D X Mark II

Så vild er Canons nye flagskib

Canon præsenterede i går det nye flagskib EOS-1D X Mark II. Vi var med ved præsentationen i Helsinki. Læs vores første indtryk og se nogle af vores billeder, der er skudt med det lækre kamera.

3. februar 2016

Rygterne om et nyt superkamera fra Canon havde svirret længe – ikke mindst i lyset af Nikons lancering af D5 og de forestående store sportsbegivenheder som EM i fodbold og OL i Brasilien. Vi tog derfor håbefulde af sted på Canons pressetur til Helsinki i selskab med andre nordiske journalister og forhandlere med forventning om et nyt flagskib til actionfotograferne. Vi blev ikke skuffede. Det nye kamera var ganske rigtigt den ultimative topmodel EOS-1D X Mark II, som både afløser EOS-1D X og EOS-1D C. Med optagehastigheder på op til 14 elller 16 billeder per sekund og et nyt avanceret fokussystem, video i 4K og en ny sensor, som skulle være bedre til at håndtere billedstøj, er forudsætninger for at få gode actionskud i kassen ganske gode.

Vi blev transporteret til Hartwall Arena, der er Helsinkis store ishockey stadion. Her blev vi fragtet ned under stadium, hvor en stor træningsbane var anlagt med klipperne som tag. En lokal ishockey klub stod klar, så vi kunne teste kameraets formåen, når det gik stærkt på isen. Vi fik mulighed for at skyde portrætter, lave blitzoptagelser med avanceret lyssætning og ikke mindst afprøve kameraets autofokus ved hurtig serieoptagelser. Vores umiddelbare indtryk af det store kamera er en tydeligt forbedret ergonomi. Kameraet ligger fantastisk godt i hånden – både vertikalt og horisontalt. Søgeren er stor og klar, og med et forbedret joystick er det let at flytte rundt på fokuspunkterne. Når det gik stærkt på isen, var kameraets følgefokus usvigeligt sikker, og eksponeringen sad lige i øjet. Vi var også ret begejstrede for den berøringsfølsomme skærm, hvor man kan lægge fokus meget præcist med sin finger. Skyder man video i 4K, holder kameraet fokus på fx et ansigt i hele optagelsen, selv om det foregår i bevægelse. Vi ser frem til en grundigere test af kameraet, hvor vi blandt andet vil tjekke, om kameraets støjhåndtering ved høj ISO rent faktisk er blevet så god, som Canon påstår. I mellemtiden kan du her ser et lille udvalg af de billeder vi fik i kassen med Canon EOS-1D X Mark II.

Billederne herunder er taget med en betaversion af kameraet, som endnu ikke er helt produktionsklart.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...