Canon G3 X

Superzoom med stor sensor i et lille hus

Her lige før ferietiden lancerer Canon G3 X med en brændvidde på 24 mm til 600 mm i et kompakt hus og en sensor på 1,0 tommer og 20,0 mio. pixels. Det er spækket med funktioner, men prisen er også derefter.

PowerShot G3 X er Canons første superzoom med en stor sensor på 1,0 tommer, samme størrelse som Nikon 1-systemet. Det faste objektiv på G3 X har 25x zoom på 24-600 mm, og lysstyrken er på F2.8 på vidvinkel og F5.6 ved den længste brændvidde. Der er indbygget fem-akset billedstabilisering til at tøjle løjerne.

Der er også indbygget gps og wi-fi, som man via en ny app, Camera Connect, kan bruge til at styre kameraet.

Kameraet har alt i manuel styring og kan optage i raw. Der er sko til ekstern blitz, mikrofon og høretelefon-indgange til video, der optages i Full HD.

Der er også fine funktioner som time-lapse, og en funktion, hvor man kan tage små korte videoklip og fotos, som kameraet selv sætter sammen til en film.

G3 X kan skyde 5,9 billeder i sekundet, og ISO rækker til 12.800. Man kan se fotos på den vipbare skærm på 3,2 tommer eller vælge at køre det ud via hdmi på en ekstern skærm.

Powershot G3 X har en vejledende pris på 7599 kroner og kommer ud i juli.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...