Canon EOS med dobbelt fokuseringssystem

Et spritnyt EOS-kamera til fornuftig pris byder på professionelle funktioner og en avanceret skærm.

8. juni 2012

Canon har tilført masser af avanceret teknologi i den nye entry-model 650D, som erstatter forgængeren 550D. Blandt de mange nye tiltag er videooptagelser i Full HD med kontinuerlig autofokus, hvilket er første gang i et EOS-kamera. 650D byder også på hybrid autofokus, der kombinerer fase- og kontrastdetektion, hvilket giver hurtigere og bedre resultater end tidligere.

Autofokussystemet har ni fokuspunkter, som alle er af krydstypen, hvilket giver en højere grad af præcision end 11 almindelige fokuspunkter. Opløsningen i kameraet er på 18,0 mio. pixels, og det har den avancerede 14-bit Digic 5-processor, der sikrer højeste hastighed. Man kan tage fem fotos per sekund i fuld opløsning.

ISO går nu til 12.800 og kan udvides til 25.600. Den fleksible lcd-skærm måler 3,0 tommer og er berøringsfølsom, så man kan betjene kameraet via skærmen. Teknologien er den samme som i iPhone og Samsung-smartphones, hvor man fx zoomer med to fingre. Opløsningen er på 1.040.000 punkter, og skærmen består blandt andet af et lag, som beskytter mod refleksioner og ét, så man undgår fingeraftryk.

Blandt de automatiske funktioner er Handheld Night, som sikrer rystefri skud om natten ved høj ISO, og en ny HDR-funktion, så man kan lave håndholdte HDR-optagelser. Vejledende pris for Canon EOS 650D med et kit-objektiv på 18-55 mm er 7899 kroner, mens huset alene koster 6999 kroner. Ønsker man et dobbelt kit, som inkluderer 18-55 mm og 55-250 mm, er prisen 9999 kroner.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...