Sony Alpha9

Alpha9 er Sonys topmodel og byder på høj hastighed.

© Sony

Fuld fart på Sony Alpha9

Sonys nye topmodel, Alpha9, skyder en vanvittig topfart og byder på masser af funktioner, der vil friste sportsfotografen.

20. april 2017 af Kristoffer Engbo

Alpha9 er Sonys nye topmodel og er et spejlløst systemkamera med en stor full-frame-sensor på 24,0 mio. pixels. Sensoren er en såkaldt stacked CMOS, og det er første gang denne type bruges i et full-frame-kamera.

Teknologien giver hurtig databehandling, som er op til 20 gange hurtigere end i Sonys hidtidige full-frame-kameraer.

Det betyder blandt andet rasende hastigheder på 20 billeder i sekundet med kontinuerlig autofokus, og man kan tage op til 362 jpeg-billeder eller 241 raw-fotos i den høje hastighed. 

Sony Alpha9 billedchip

Sony Alpha9 har en full-frame-billedchip med 24,0 mio. pixels.

© Sony

Alpha9 er udstyret med en elektronisk lukker, der både er lydløs og helt uden vibrationer og gør det muligt at bruge lukkertider så hurtigere som 1/32.000 sekund. Når man skyder seriefotos med den elektroniske lukker, slipper man også for, at søgerbilledet bliver sort mellem hvert skud.

Den elektroniske søger har hele 3.686.000 punkter og en forstørrelsesgrad på imponerende 0,78x, og den skulle være skarp helt ud i hjørnerne og have høj lysstyrke. 

Imponerende autofokus

Sony Alpha9 bag

Skærmen er på 3,0 tommer og er berøringsfølsom. Man kan blandt andet vælge fokuspunkt ved at trykke på skærmen.

© Sony

Autofokus har intet mindre 693 fasedetekterende fokuspunkter, og de dækker omkring 93 procent af billedfladen. 

Autofokus skulle have omkring 25 procent hurtigere ydelse end den, der sidder i Alpha7 R II.

Sony Alpha9 top

På hjulene i venstre side kan man blandt andet vælge fremføringsmetode og fokusindstillnger.

© Sony

Sony skriver selv, at Alpha9 byder på et niveau af billedydelse, som ikke opnås af noget andet kamera – hverken spejlrefleks-, spejlløse systemkameraer eller andre.

Kameraet skulle komme i butikkerne i juni, og den vejledende pris vil være omkring 41.000 kroner. Du kan se mere om kameraets funktioner i videoen herunder, som Sony har lavet.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...